Covid-19 har på nuværende tidspunkt ikke ført til overdødelighed i Danmark - men er det så en succes eller en storm i et glas vand?
Befolkningen og politikerne er splittede. På den ene side har beslutningen om at lukke samfundet delvist ned og lukke landets grænser vist sig at virke. Covid-19 epidemien har i Danmark ikke resulteret i en overdødelighed i forhold til tidligere år. Der har været dødsfald som følge af virusset, men sammenholdt med et fald i antal dødsfald som følge af influenza, er der samlet set ikke tale om en markant stigning i dødsfald. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Det er jo en succeshistorie! Strategien virkede. Det lykkedes at holde covid-19 nogenlunde i hævd og afbøde et kollaps af sundhedssektoren. De økonomiske konsekvenser heraf var nødvendige og der kan ikke sættes pris på vores helbred.
På den anden side har nedlukningen medført en økonomisk krise, der af økonomer vurderes at være langt dybere end finanskrisen i 2008. Den internationale valutafond (IMF), forudser, at vi har udsigt til den største globale recession siden den store depression i 1930'erne. I Danmark forventes et fald i BNP på mellem 3 og 10 procent. Berlingske stiller i en artikel den 17. april 2020 spørgsmålstegn ved, om nedlukningen i forbindelse med epidemien blot var "stormen, der aldrig kom". De dystre prognoser slog aldrig igennem i statistikkerne. Til sammenligning var der i sommeren 2018 en overdødelighed på 250 personer - grundet hedebølgen.
Jeg har ikke i sinde at gøre mig til overdommer her. Begge perspektiver har sin berettigelse og er udtryk for forskellige måder at anskue situationen på. Det interessante for mig som astrolog er nærmere den dybere mening bag den situation, vi befinder os i. Man kan hurtigt drage konklusioner som: "Hvis bare det virus havde været stoppet i tide, så kunne vi have undgået det hele..." eller "Hvis bare folk kunne undgå nærkontakt, så ville en langvarig lock-down ikke være nødvendig..." eller "Det er politikernes skyld, at den økonomiske krise er blevet så dyb. De skulle ikke have ladet det gå så hårdt ud over erhvervslivet..." . Det er alligevel tankevækkende, at en global økonomisk krise var uundgåelig.
Astrologien var meget tydelig her. Også at den ville gå et spadestik dybere end finanskrisen i 2008; der er mere på spil nu end der var i 2008. Finanskrisen skete i forbindelse med Plutos indtræden i Stenbukkens tegn, hvor Pluto er frem til 2024. I 2008 var Jupiter i Stenbukken ligesom nu, men Jupiter mødtes ikke med Pluto, der først gik i Stenbukkens tegn godt og vel en måned efter Jupiter gjorde sin entré (og Pluto er laaangsom). Saturn var i Jomfruens tegn og dermed slet ikke i nærheden af Jupiter og Pluto. Saturn indhentede, som bekendt, først Pluto i januar 2020, hvilket skete i de højere grader af Stenbukkens tegn, nærmere bestemt 22°. Jupiter og Pluto er også først mødtes i år. Første gang i april (i 24°) og vil mødes igen ultimo juni (24°) og til december 2020 (22°).
Når begivenheder foregår i 20'erne af et tegn (den sidste tredjedel af tegnet) illustrerer det , at der er tale om globale begivenheder. Derudover siger det noget om vores bevidsthedsniveau. Eller nærmere potentielle bevidsthed. Pluto, som aktuelt har været 12 år i Stenbukkens tegn, har i de år forsøgt at åbne vores øjne. Her i de sidste år af Plutos "gang" gennem Stenbukken vil det vise sig, om vi har lært noget. Uanset om man har lavet en Donald Trump, en Stefan Löfven eller en Mette Frederiksen i kampen mod covid-19, lå den økonomiske krise i kortene, rent astrologisk. Frygten og chokket kunne også forudses, men ligeledes kunne potentialet for omsorg for hinanden og - med Mars og Saturn nu i Vandbæreren - også samfundssindet. Spørgsmålet nu og i årene fremover er hvordan vi hver især vælger at bruge de ressourcer, der er tilgængelige. Vælger vi frygt eller tillid? Magt(misbrug) eller omsorg? Opgivenhed eller håb? Modstand eller overgivelse? Selvmedlidenhed eller handling?
Jeg tror på, at der er en mening med det, der sker. Altid. Ikke på en deterministisk måde. Jeg mener, at vi altid har vores frie valg og vores skæbne er dermed ikke bestemt på forhånd. Vi kan vælge at reagere forskelligt på det, vi oplever. Det er den indre følelse, det handler om. Man kan spørge sig selv: Jamen, hvorfor i alverden skulle vi opleve denne pandemi - og alle de andre katastrofer, som iøvrigt nærmest drukner i covid-19 debatten i øjeblikket? Jeg har naturligvis ikke noget endegyldigt svar, men vil tillade mig, at stille nogle modspørgsmål:
- Hvad skal der til for, at vi kan få øjnene op for vores overforbrug og misbrug af klodens ressourcer?
- Hvad skal der til for, at vi indser, at der er andet i livet end at løbe rundt i hamsterhjulet?
- Hvad skal der til for, at vi lærer at sætte pris på de små ting i tilværelsen?
- Hvad skal der til for, at vi får øjnene op for alvoren i klimasituationen?
- Hvad skal der til for, at vi indser, at vores relationer er vigtigere end noget andet?
- Hvad skal der til for, at vi kan styrke fællesskaberne?
- Hvad skal der til for, at vi finder ind til os selv?
- Hvad skal der til for, at vi får lyst og overskud til at hjælpe andre?
- Hvad skal der til for, at vi oplever mening med livet?
Bare nogle tanker. Måske du vil supplere?
<3
Comments