Fuldmånen runder året af og gør os klar til det nye år
Årets sidste fuldmåne kulminerede tidligt onsdag morgen, d. 30. december 2020. En fuldmåne, der ikke alene runder eklipsesæsonen af (med måneformørkelsen d. 30. november og solformørkelsen d. 14. december), men også et år, der er gået hen i historien. Jeg kan ikke vide, hvordan du vil huske 2020 - men jeg kan i hvert fald komme i tanker om et par større begivenheder og overraskelser, året har budt på...
Én ting er dog historiske begivenheder, globale tilstande og kulturelle og politiske ændringer. En anden er din helt personlige oplevelse af året. Måske glæder du dig til endelig at kunne sige farvel til mundbind, karantæne, usikkerhed, afsavn, frygt eller sygdom. Måske glæder du dig over at mærke en forsigtig optimisme, et håb om en lysere fremtid? Her i den første del af Stenbukkens tegn handler det om os personligt. Om den måde vi tager ansvar for vores liv. Et oplagt tidspunkt at skue tilbage på året, der gik og overveje; hvordan har jeg det egentlig med 2020? Sådan helt personligt.
Fuldmånen d. 30. december faldt i 8° Stenbukken-Krebsen. Det kan betyde, at du sætter dit nytårsforsæt. Beslutter dig for, at du vil have det bedre i 2021, og ikke mindst hvordan du vil sørge for at det sker. 8° handler om at træffe beslutninger og tage personligt ansvar. Det handler ikke om, at 2020 var et dumt år grundet covid-19 eller det job, du mistede, det projekt, der kuldsejlede eller de oplevelser, du gik glip af eller de venner, du ikke så. Det handler om din respons og håndtering af de eksisterende vilkår. Hvordan har du reageret på de ydre begivenheder? Hvordan har du haft det i årets løb? Og hvordan føles det nu, indeni?
Fuldmånen har kontakt med både Merkur og Uranus. Måske fik du en uventet besked eller oplysning op til fuldmånen, der gjorde, at du blev mere bevidst omkring dine reaktioner og hvordan du egentlig har det. Måske var det bare et lys fra en klar himmel. Budskabet klart; vær åben over for pludselige erkendelser og tilværelsens uransagelige veje. Den mest besynderlige begivenhed kan have en årsag. Årsagen kan ganske enkelt være, at den får dig til at indse noget vigtigt. Noget bliver i hvert fald mere tydeligt for dig omkring denne fuldmåne, og du ved, at du er nødt til at gøre noget ved det.
Med månen i Krebsen er det altid følsomt. Og det er da også dine følelser, der er din bedste guide her. Meget kan man sige om 2020, men ud fra et personligt, følelsesmæssigt perspektiv, er det også et år, der har haft enormt potentiale for opvågnen. For følelsesmæssig healing, nærvær og ubetinget kærlighed. Vi har alle - på forskellige områder af vores liv - fået et wake-up call af dimensioner. Et stort fedt neon-skilt, hvor der står: "Fat det nu! Tag ansvar! Vælg med hjertet!" Og her mener jeg i alle dele af vores liv. I alle valg, vi træffer. At vælge det, der føles godt. Det, der gør godt. Hvadenten det er relationen, klodens ressourcer eller dit job, det handler om.
Jeg kom til at tænke på et interview jeg så med en ung knægt på omkring 18 år, søn af minkavlere, lige efter den famøse mink-aflivning. Det er ikke for at være politisk her. Egentlig vil jeg helst ikke komme ind på noget som helst politisk, men det er faktisk ret svært. Man kan mene, hvad man vil om aflivningerne af mink. Men bortset fra omstændighederne omkring aflivningerne, og bortset fra, at mink-branchen i forvejen var en branche i krise, så tror jeg, at de fleste mennesker er enige i, at mink ikke har de bedste kår. Ikke desto mindre er der mange mennesker, der har levet godt af, at drive mink-farme - og de har haft glade kunder. Uanset hvad man beskæftiger sig med, er det naturligvis ufatteligt svært at se sit livsværk, eller såmænd bare sit job, forsvinde over natten. Det er der ingen tvivl om. Det, der gjorde, at denne knægt følte et kæmpe tab var dog, ifølge ham selv, at han havde "levet godt" grundet forældrenes minkfarme, og at han ikke ville kunne give sine børn den samme levestandard. Han mente desuden ikke, at han ville kunne foretage sig andet. Han kendte ikke til en anden måde at leve på.
Jeg er godt klar over, at knægten var chokeret og i sine følelsers vold. Men dette skete som bekendt da de mange planeter fortsat var i slutningen af Stenbukken. Med andre ord: "Da du ikke forstod de små hints, var jeg nødt til at rive gulvtæppet væk under dig, så du - forhåbentlig - kan se, hvad du er nødt til at ændre". Men uanset, at vi løbende får "hints" og hjælp til at træffe bedre valg, vil der altid være nogen, der ikke lærer det store, selv af de større 'kriser' i livet, men fortsætter de gamle mønstre. Jeg håber, at den unge mand vil finde ud af, at det var en "blessing in disguise". Når noget kollapser i slutningen af et tegn, særligt Stenbukken, så er der i hvert fald en mening med det.
Saturn og Jupiter er iøvrigt i Vandbæreren nu, og det kan I sikkert mærke. Ahh... udsigt til vaccinationer, skolerne har helt styr på deres online undervisning, drømmen kommer måske tættere på. Ja ja, det er selvfølgelig ikke lutter lagkage altsammen, og det siger de daglige updates med smittetallene da også. Men det ser lyst ud! Jeg er meget håbefuld (men ok, jeg er også Vandbærer, så nu er det jo MIG, det handler om! ;-)). Altså. nu så jeg jo også 2020 med de optimistiske briller; som et nødvendigt år med kollaps af meget af det, der ikke fungerer, kaos og frustration - for at finde frem til, hvad vi GERNE vil, hvad vi GERNE vil finde os i - og hvad vi GERNE vil undvære, nu da det blev sat på spidsen. Men 2021 handler mere om fremtidsvisioner, STORE forandringer og NYE måder at tænke på end 2020, der har handlet mere om afslutninger og given slip på gammel karma, adfærdsmønstre, der ikke længere fungerede. Kulminationen (med stort K) på årene 2017-2019, der også handlede om, at give slip på det, der ikke fungerer.
Januar og februar har også en del action at byde på, men det er primært fra 2. halvdel af januar. de første 14 dages tid virker forholdsvis rolige. Der er tid til lige at lande i det nye. Blive klar til en mere Vandbærerpræget tid. Med Jupiter, der suser igennem Vandbæreren (dvs. bevæger sig hurtigere end normalt), mærker vi optimismen omkring fremtiden, nye muligheder - og sikkert nogle spændende, nye (anderledes!) opdagelser, særligt det første halvår af 2021.
Så for at vende tilbage til årets sidste fuldmåne, som selvfølgelig kommer på det helt rigtige tidspunkt, så er det tid til at gøre noget ved din beslutning om, at 2021 bliver meget bedre end 2020. For det er jo dig, der skaber din virkelighed <3
Med Venus på den sydlige måneknude i Skytten lige nu, er der en fortælling, der slutter. Måske er det den fortælling, hvor du ikke fortjente det bedste? Jeg ved det ikke, men det gør du.
Ps. Pas på jer selv nytårsaften. Selvom "festfyrværkeriet" nok bliver mere kortvarigt end normalt, er der nogle heftige transitter, der almindeligvis kan medføre lidt ballade og sammenstød. Så vær forsigtig.
Comments